torsdag den 4. februar 2010

Et godt samarbejde

Om to uger lukker vi det første kvartal med vores nye driftpartner, og kigger vi på driftbarometeret, kan vi med glæde konstatere at det står på 99,99% for hele perioden. Med andre ord har click-a-sites systemer kørt med kun 15 minutters afbrydelse over de sidste tre måneder. De 15 minutter skyldes et komponentskifte en sen decemberaften sidste år.

Nedetid rammer os alle hårdt, hvad enten det er eshoppen som kan mærke det direkte på omsætningen, eller det mere informative site, hvor brugerne irriteres over at det ikke er tilgængeligt.

At drive vores kunders websites er en tillidssag. Det nytter ikke at vi leverer et af markedets førende CMS'er, hvis de websites der kommer ud i den anden ende, er nede i tide og utide. Det er der ingen der kan bruge til noget.

At holde en oppetid så flot som 99,99% kræver at ens systemer højst undlader at svare 5 minutter om måneden, hvilket betyder at man i tilfælde af et nedbrud skal reagere umiddelbart, uanset om det er juleaften eller klokken er 3 om natten. Det kræver at der er en mand indenfor rækkevidde af systemerne 24 timer i døgnet.

Man kan selvfølgeligt gardere sig imod nedbrud langt hen af vejen, og det gør vi også i click-a-site. Vores servere står i et aflåst driftcenter, med vagter, ventilation, brandbeskyttelse og generatorer i tilfælde af strømsvigt. Alle komponenterne i vores servere er spejlede, så hvis en harddisk står af, tager en anden over. Overbelastes en strømforsyning, træder en anden i dens sted. Og reservedele til maskinerne ligger få meter fra deres fysiske placering.

Men vi ser jo at nedbrud kan forekomme alligevel, og så skal der reageres hurtigt. Adskilt fra vores primære systemer, står et sekundært system som hele tiden checker om det primære system er oppe. Hvis blot en komponent fejler, udgår der straks en alarm til en teknikker hos vores driftpartner, der tager aktion på stedet.

Vores driftpartner holder livlinen til vores forretning, så imellem os og dem skal der eksistere den samme tillid, som der gør imellem os og vores kunder, og det var bl.a. derfor at vi skiftede driftpartner i efteråret 2009. Vi er indtil videre meget tilfredse med det nye samarbejde, og satser på at vi kan holde et niveau tilsvarende det nuværende, igennem resten af 2010.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar