mandag den 5. oktober 2009

Tilfredse kunder

Vores årlige tilfredshedsmåling har varet i 3 måneder og er nu afsluttet.

Resultatet viser, at 94% af vores kunder er særdeles tilfredse, meget tilfredse eller nogenlunde tilfredse. 2% er mindre tilfredse. 4% ved ikke.

Det er godt resultat som vi godt kan være bekendt, ikke mindst da en af vores kerneværdier er 'hellere én tilfreds kunde, end to utilfredse kunder'.

Over 25% af vores kunder har valgt at deltage i undersøgelsen, hvilket er dobbelt så mange som sidste år. En stor tak til de kunder, der valgte at deltage i undersøgelsen.

Specifikt om undersøgelsens resultat er værd at nævne:

Support
81% er tilfredse med supporten, 12% er neutrale, 4% er utilfredse, 3% ved ikke.
For at holde tilfredsheden på samme høje niveau har vi udvidet vores support team, så vi kan holde trit med de mange nye kunder.

Instruktion
61% er tilfredse med instruktionen, 24% er neutrale, 9% er utilfredse, 6% ved ikke.
Vi må bare erkende, at vores CMS er blevet for omfattende at lære på 1/2 dags instruktion. Vi vil derfor søge at forbedre tilfredsheden på dette felt via øget instruktion.

Brugervenlighed
66% er tilfredse med brugervenligheden, 20% neutrale, 12% er utilfredse, 4% ved ikke.
Resultatet er en anelse dårligere end sidste år, hvilket igen må tilskrives, at vores CMS er udvidet med en del nye moduler og funktioner. Vi har øget vores fokus på at forbedre brugervenligheden bl.a. med brugerpanel, der tester vores moduler inden frigivelse.

Let at lære
70% mener CMS systemet er let at lære, 19% er neutrale, 10% mener det er svært, 1% ved ikke.
Alt i alt et fint resultat, men også her satser vi på forbedringer via brugerpanel og øget krav til udviklingsafdelingen.

Anbefaling
78% vil anbefale click-a-site til andre, 10% er neutrale, 6% ønsker ikke at anbefale click-a-site til andre, 6% ved ikke.

Tilfredshed alt i alt
81% er samlet set tilfredse, 15% er neutrale, 2% er utilfredse, 2% ved ikke.

Resultatet er alt i alt meget tilfredsstillende, hvilket ingenlunde betyder, at der ikke er plads til forbedringer. Vi må imidlertid også indse, at vores CMS system endnu ikke er så brugervenligt, at brugere med pandepind synes det er let at benytte.

fredag den 2. oktober 2009

Nyt modul til søgemaskine-optimering

Vi har hjulpet rigtig mange af vores kunder til en god søgemaskine-optimering af deres website, men oplever også at en travl og hektisk hverdag, gør det svært for kunden efterfølgende at vedligeholde denne optimering.

Vi har derfor over længere tid barslet med et værktøj der kan assistere vores kunder til, på en let og enkel måde, at bibeholde et veloptimeret website overfor søgemaskinerne. Dette værktøj er vi nu klar til at lancere og herunder vil jeg kort beskrive hvordan det virker, og hvilke fordele det giver dig.

Værktøjet gør dig i stand til for hver af dine sider at angive hvad siden handler om, altså hvilket ord du gerne vil have at siden skal kunne fremsøges under. Herefter laver værktøjet en analyse af siden, hvorefter den tildeles en score der angiver hvor veloptimeret siden er. Du får ligeledes informationer om hvad der skal til for at øge denne score, og dermed opnå en bedre placering på søgemaskinerne. Ved at følge disse instruktioner vil du altid sikre at dit website er veloptimeret imod søgemaskinerne.


Du behøver ikke at besøge hver enkelt side for at få denne information - vi har nemlig samlet en oversigt over hele dit website på en enkelt side, hvor du nemt kan overskue den samlede status for søgemaskineoptimeringen. På den måde kan du lynhurtigt se, hvis en side er blevet ændret på en måde, så den ikke længere er optimeret. Og med et enkelt tryk kan du se præcist hvad du skal gøre for at komme omkring problemet. Ofte vil du kunne udbedre problemet direkte fra oversigtsbilledet, så det kræver ikke mere end få minutters arbejde hver måned at bibeholde en god placering på søgemaskinerne.